Forside
Kommunen
Uddannelse
Byen
Sport & Fritid
Kultur & Turisme
Fredericia har oplevelser for store og små
Lille by - stor oplevelse
Fredericia har en levende kultur
Fredericia Vold - et storslået kulturminde
Julen har et særligt lys
Erhverv
Virksomhedsprofiler
Bogen


Fredericia har oplevelser for store og små

 
Uanset om man bor i Fredericia eller kommer som gæst, er der masser af oplevelser for både store og små året rundt.

Badestrande
Fredericia har tre Blå Flag-strande. De ligger ved Trelde Næs, ved Skærbæk, og 5-10 minutters gang fra bymidten ligger Østerstrand.

Den historiske Miniby
Der er tale om en tro kopi af Fredericia anno 1849, blot i en tiendedel størrelse med voldanlæg, huse, gårde, kirker m.m. Minibyen omfatter omkring 700 bygninger, og den er dermed Danmarks største miniatureby. Den er opført af folk på jobskabelse og pensionister – og der kommer stadig nye bygninger til.

”Den tapre Landsoldat”
Landskendt monument af H.W. Bissen, rejst til ære for den menige soldat. I øvrigt verdens første mindesmærke for ”den ukendte soldat”.

Det Bruunske Pakhus, byens kendte spillested
Det Bruunske Pakhus er fra 1850 og var dengang ejet af storkøbmanden Johannes Bruun. Pakhuset er en bevaringsværdig bygning, som er nænsomt restaureret.

I mange år har Pakhuset haft et aktivitets- og kvalitetsniveau af meget høj karakter, og det har gjort huset kendt i hele regionen. Det Bruunske Pakhus er primært et musikhus, som på nær perioden juni, juli og august har koncerter 4 ud af ugens 7 dage. I sommermånederne kan der dog være specielle arrangementer såsom jazzfestival og lignende. Pakhuset har på et år omkring 150 arrangementer i spillestedet, og det har en meget bred musikprofil med bl.a. blues, rock, jazz, bluegrass, pop, folk, visesang, fusionsmusik og verdensmusik, så der er noget for enhver smag

Statuen ”Den Tapre Landsoldat” er kendt af de fleste danskere. Billedhuggeren H.V. Bissen skabte statuen i 1850-51 på baggrund af den danske sejr ved Fredericia over slesvig-holstenske og tyske tropper den 6. juli 1849. Egentlig hedder statuen ”Den Danske Landsoldat efter Sejren”. Det er i øvrigt det første monument, der er skabt over begrebet ”den ukendte soldat”. I baggrunden skimtes Prinsens Port og Den Gamle Hovedvagt.

Fredericia Vold er bestykket med kanoner. I baggrunden Det Hvide Vandtårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen og Lillebælt.

Det Hvide Vandtårn
Smukt bygningsværk opført 1908 på Fredericia Vold. Fra tårnets flade tag får man den smukkeste udsigt over Fredericia, voldanlægget og Lillebælt.

Det multikulturelle teater
Fredericia Teater har lokaler til mangt og meget, lige fra store opsætninger af professionelle musicals over forestillinger med besøgende turnéteatre og koncerter til firma- og juletræsfester. Denne mangfoldighed af arrangementer skyldes i høj grad teatrets fleksibilitet, hvor man for eksempel kan sænke gulvet fra skrå til vandret stilling. Med hele teatret i brug kan det rumme 845 personer i biografopstilling.

Fredericia Teater er i fuld gang med at gøre sig gældende som Midtdanmarks musicalteater nr. 1. Mange tusinde har i de seneste år overværet en række kendte musicals, koncerter og teaterforestillinger og har herigennem lært teatret at kende som et smukt, velfungerende teater med gode tilskuer-, lys- og lydforhold.

Gammelby Mølle
Restaureret vandmølle fra 1783 med funktionsdygtigt mølleri og i stuehuset en helt speciel stadsstue med kalkmalerier.

Historiske dage – 5. og 6. juli
Hvert år den 5. og 6. juli markerer Fredericia det sejrrige udfald fra byen den 6. juli 1849.
Det traditionsrige program, der har en lang række indslag, starter 5. juli kl. 12, hvor den gamle hovedvagt stilles. Om aftenen samles byens borgere og gæster ved Landsoldatpladsen, hvorfra der udgår et fakkeltog med deltagelse af byens garnison. På Bülows Plads holder byens æresgæst båltale.

Den følgende morgen kl. 6.30 affyres kanonerne på volden, og kl. 11.00 starter sørgemarchen fra Bülows Plads til minde om de faldne i slaget. Ved Krigergraven holdes mindetale, og herfra fortsætter processionen ad Danmarksgade til Landsoldatpladsen, hvor der holdes en politisk tale. Processionen fortsætter til Bülows Plads, hvor der holdes tale for general Bülow og for Dronningen. Hermed slutter det officielle program, hvorefter byens befolkning kan forlyste sig med den efterhånden traditionsrige 6. Juli Jazz-festival.
Byen er smykket med røde og hvide blomster, og både ved Krigergraven og ved statuen af Landsoldaten lægger byens borgere buketter fra deres egne haver.

Kommunens biblioteker
Bibliotekerne i Fredericia Kommune består af et stort hovedbibliotek midt i byen samt en række filialer i omegnen.

Lystsejlads, fiskevand og dykning
Et stort fiskevand og mulighed for sports- og lystsejlads er en selvfølgelighed i Fredericia. Lillebælt er et ideelt farvand til sejlerturisme og fisketure. Fra Skærbæk Havn stævner kutteren ”Neptun” jævnlig ud til de gode fiskepladser med forventningsfulde lystfiskere om bord, og langs stranden er der et væld af gode fiskepladser. I de seneste år er Lillebælt også blevet et ”mekka” for dykkere. Der er opstået flere dykkerklubber, og udforskningen af undersøiske kystskrænter og havbunden intensiveres fra år til år.

Bystranden Østerstrand tiltrækker fredericianerne både sommer og vinter.

Ganske tæt ved Fredericia Banegård ligger Madsby Legepark, som er et både smukt og spændende legeområde. Her ses et hjørne af parkens sø, hvor der udlejes robåde. Ellers er det gratis at opholde sig i legeparken og bruge dens faciliteter.

Madsby Legepark – fuld af oplevelser
Legeparken er centralt placeret lige ved Banegården. Der er gratis adgang til det meget store område, og det koster heller ikke noget at bruge parkens mange legemuligheder. De eneste undtagelser er robådene og toget, som koster et mindre beløb. Parken råder bl.a. over en stor legeplads, en trafikskole, lege-rævegrave, en dyrepark, et fuglehus, en Tarzan-bane, blokhus og wigwam og et kaninbjerg, hvor en vandfyldt grotte fører de sejlende børn ind under kaninernes verden. Hver sommer er der dukketeaterforestillinger.

MadsbyParken – natur og aktivitet
Som en kile strækker MadsbyParken sig kilometerlangt fra det vestlige Fredericia ind til den centrale bydel ved Banegården.

Det meget smukke naturområde med bakker, søer, vandløb og en rig flora og fauna er samtidig et center for aktiviteter ude og inde. Ud over naturen kan MadsbyParken byde på en legepark, vandrestier, boldbaner, festplads, tivoliplads og golfbane. Desuden rummer parken Den Historiske Miniby, Hotel Kronprinds Frederik, det 5-stjernede Fredericia Vandrerhjem, det store messe- og konferencecenter Dronning Margrethe Hallen og sidst, men ikke mindst, Danmarks største idrætscenter, Fredericia Idrætscenter.

Museerne i Fredericia
Museerne i Fredericia fortæller i bredt anlagte udstillinger byens og egnens historie og præsenterer i særudstillinger emner af mere almen kulturhistorisk art.

I forgrunden Fredericia IdrætsCenter, der er Danmarks største indendørs idrætsanlæg. Det besøges hvert år af mere end 1 mio. mennesker. Bagved ses Den Historiske Miniby og et lille hjørne af Madsbyparken.

Bymuseet i Jernbanegade omfatter en række bygninger placeret i omgivelser, hvor gæsten har mulighed for at nyde de smukke gamle huse og færdes i et haveanlæg, hvis indretning og beplantning tager udgangspunkt i byens historie. Udstillingerne blev gennemgribende renoveret i 2000 og fremstår indbydende og venlige med resumeer på tysk og engelsk.

Museerne i Fredericia råder over en række bygninger i Fredericia, hvor man i sommerperioden viser følgende udstillinger:

  • Bunkermuseet i Nørre Voldgade: Levevilkårene for civilbefolkningen under 2.   verdenskrig.
  • Kongens Portvagt: Særudstillinger med vekslende indhold.
  • Krudttårnet på Øster Vold: Udstilling om krudtets historie.
  • Krudtmagasinet: Udstilling om Kastellet.
  • Telegrafmuseet på Bülows Kaserne viser Telegrafregimentets historie fra morse til radar.
  • Museumsgården Kringsminde, der er beliggende i Egeskov,har 4 årlige åbent-hus-arrangementer.
    Gården er desuden åben for publikum ved henvendelse til Museerne i Fredericia: tlf. 7210 6980 – e-post: musj@fredericiakom.dk

Trækunst på Volden
Fredericia Vold er andet end et historisk monument. Voldanlægget fungerer som byens helt naturlige park, der omkranser hele hjertet af Fredericia. Uanset hvor i byen man befinder sig, kan man på ganske få minutter gå til et stille sted på volden og nyde sangfugle, det frodige grønne græs, ænder og åkander i voldgraven.

 På voldanlægget har der i mange år stået adskillige elmetræer, men som så mange andre steder i verden er disse træer blevet ramt af elmesygen.  I 1998 inviterede Fredericia sine nordiske venskabsbyer til at deltage i projekt ”Livets Træ”. Fem skulptører formede med hver deres motorsav de døde elmetræer til træskulpturer, som forestiller figurer fra den nordiske mytologi. Året efter udvidedes den lille samling med yderligere seks skulpturer, så der nu er en lille træskulpturpark ved Slesvigs Bastion, til stor fornøjelse for både børn og voksne. De døde elmetræer har igen fået liv.

Tøjhuset står for det utraditionelle
Tøjhuset er Fredericias utraditionelle kulturhus, som blev taget i brug i 1998.

Tøjhusets historie kan føres tilbage til 1853, hvor det blev bygget som sukkerkogeri. Senere blev bygningen solgt til militæret og indtil 1984 brugt som militært magasin. I 1995 købte Fredericia Kommune ejendommen, og en gennemgribende renovering fandt sted. Bygningen er oprindelig opført af svært egetømmer og flensborgsten. I forbindelse med ombygningen blev to mellemdæk i den ene halvdel af huset fjernet, og det betyder, at man fra koncertsalens gulv har frit rum med synlige bjælker og stolper helt op til kippen. I den anden halvdel er etagerne bevarede, hvilket har givet mulighed for et stort, men intimt og hyggeligt mødelokale samt en smuk moderne café.

Koncertsalen i Tøjhuset kan rumme op til 185 personer. Husets indretning giver mange muligheder: Koncerter, møder, foredrag, minikonferencer, receptioner, seminarer osv.

Aktiviteter for ethvert kondital – Fredericia Idrætscenter med et hav af muligheder.
Med sine 23.000 m2 er centret Danmarks største indendørs idrætsanlæg, og det byder på et sandt mylder af aktivitetsmuligheder.

Svømmehallen er i 1999 totalrenoveret med 50 m bassin, der kan opdeles i 3 bassiner. Der er 1-, 3- og 5-m vipper og tilhørende solarier.
Bowlinghal med 10 topmoderne baner, som kan benyttes alle ugens dage. 8 keglebaner af international kvalitet med edb-scoring osv.

6 sportshaller til tennis, badminton og boldspil. Kondicenter, bordtennis, skydebaner, restaurant og cafeteria samt en stor indendørs klatrevæg.

Hallerne i Fredericia Idrætscenter er også velegnede til større kongresser. Hal 5 og hal 6 kan slås sammen til en dobbelt hal. Dette gør netop denne hal særdeles velegnet til opvisninger, fester, møder og udstillingsaktiviteter.

Svømmehal/Tropisk Badeland

Badelandet i Fredericia Idrætscenter har tropisk indeklima og et tag, der frasorterer solens skadelige stråler og lader de brunende stråler passerer uhindret.

I badeland er vanddybderne fra 0,8 til 1,2 m, og der er indrettet en boblezone. Desuden er der et stort handicap- og babyvenligt varmtvandsafsnit (35 grader). Det er forsynet med lift og omklædning beregnet for handicappede.

Fakta om badelandet: 

59 m lang vandrutsjebane
10 m lang, bred vandrutsjebane
Lufttemperatur på 32 grader
Vandtemperatur på 31 grader
Børnerutsjebane
Modstrømskanal
Mammutbruser
2 spabade
Vandfald

Sejl- og rosport
Fredericia er placeret ved vandet, og sejlsporten står derfor stærkt i kommunens sportslige profil. Der er lystbådehavne i både Fredericia og Skærbæk. Rosporten er repræsenteret ved såvel roklubber som kajakklub.

 

 I Fredericia finder du også:

  • 2 bowlingcentre
  • 18 hullers golfbane
  • Fredericia Gokart Hal
  • Udlejning af heste til børn og voksne på Stutteri Fuglsang
  • Petanque-baner
  • Inden- og udendørs tennisbaner
  • På tur med cykel: Cykelrutekort med turbeskrivelse til 6 dejlige cykelruter ved Lillebælt kan købes på Turistbureauet.
  • Guidede ture: Året rundt arrangerer Fredericia Turistbureau i alt over 50 guidede ture, som man kan tilmelde sig individuelt. Årsprogram kan fås på Turistbureauet.